Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi

Sdr. Omme Børnehave er beliggende i et bymæssigt bebygget område tæt på skov og vandløb.

Børnehaven er for områdets 3-6 årige børn og det er vigtigt for os, at alle børn oplever sig som en del af fællesskabet i børnehaven, hvilket vi selvfølgelig forventer, at forældrene med glæde bidrager til.

Læringsmiljøet i Sdr. Omme Børnehave er kendetegnet ved voksne, der arbejder målrettet, anerkendende, tager positivt lederskab, er venlige, tydelige og ansvarlige. I børnehaven arbejdes der med fokus på børnenes læring og altid gennem leg. Vejen til børnenes læring er forskellig, men børn leger fordi legen altid er deres vigtigste vej til læring – både den kognitive læring og den kropslige læring.

De fysiske rum både inde og ude, er indrettet med det sigte, at understøtte børnenes trivsel, udvikling, kreativitet, læring og dannelse. Børnene er ude hver dag, hvor de leger på vores naturskønne legeplads eller går ture i nærmiljøet.

I børnehaven er vores hverdag baseret på en fast og genkendelig dagsstruktur. Vi arbejder med holddeling, hvilket hos os betyder, at børnene hovedsageligt om formiddagen, inddeles i mindre hold, hvor børnene niveaumæssigt er bidragende for hinanden fx alder og relationer.

Det sidste år børnene går i børnehave, samles årgangen i den del af huset, som vi kalder for Uglegruppen. I Uglegruppen arbejdes der målrettet med det, at forberede børnene på overgangen til Sdr. Omme skole.

Det er vores mål at inddrage forældrene mest mulig i børnenes hverdag. Vi er altid nysgerrige på, hvordan vi sammen med forældrene kan optimere dette. Information til/ fra forældrene gives primært via AULA. Der tilbydes forældremøder/snakke hen over barnets børnehavetid. Nogle er planlagte andre som behovet nu viser sig.

Medarbejderstaben består af 8 pædagoger, 1 pædagogisk assistent, 1 pædagogmedhjælper souschef og leder. I perioder indgår desuden praktikanter og pædagogiske vikarer i personaleteamet. I køkkenet tager vores kok og hendes medhjælper ansvaret for, en sund og indbydende kost til børnene, og de har ofte små ’hjælpere’ med i køkkenarbejdet.